Forkromet surfing

Du har sikkert allerede hørt om Googles nye browser som de kalder "chrome"!? - Der var en artikel om den i Politiken idag. I artiklen "Du er hvad du køber" nævnte jeg GreenBorder - et interessant selskab som Google havde indkøbt.

GreenBorder har udviklet en sandkasse (SandBox) til "Internet Explorer" og "Firefox" som sikrer at det malware man evt. ville opsamle på sin surftur bliver i sandkassen og derfor ikke kan skade computeren. Til dig der ikke har været så uheldig at støde ind i malware på nettet, kan jeg fortælle at det typisk er ting man støder på hvis man i en søgemaskine søger efter MP3 musik, piratkopier eller porno, men selv om man udelukkende bevæger sig på "dydens smalle vej" kan man nu sagtens være uheldig alligevel. Og det geniale, som vi nu alle kan have glæde af, er at Google har indbygget sandkassen i "Chrome".

Der er flere interessante teknologier gemt i programmet: f.eks. registrere Googles uendelige sværm af søgerobotter hver gang de kommer forbi en hjemmeside med malware og denne registrering får brugeren så glæde af i Chrome hvor de får en advarsel hvis de trykker på et link til siden. Men der er også indbygget en mulighed for at surfe inkognito: Når du surfer inkognito kan ingen se hvem du er, hvor du kommer fra eller hvilke sider du besøger. Men de har også redesignet brugergrænsefladen i et forsøg på at optimere brugerens flowoplevelse.

Ifølge Google forærer de denne gratis browser til folk, fordi de dels vil gøre nettet til et mere sikkert sted, og at de dels ville lave en browser som fra bunden af er lavet til webapplikationer som e-boks.dk, docs.google.com, notebook.google.com etc. Se evt. min artikel om e-boks mm..
I denne 38 sider lange tegneserie fortæller Google om alle browserens gode egenskaber, filosofien og teknikken bag.

Du kan downlade programmet her!

Til slut vil jeg lige bemærke at programmet delvist er lavet af OpenSource kode hvilket betyder at der er en hel del firefox kode i den.

27 x 30 x 36,5

27 x 30 x 36,5 cm er størrelsen på den "boggave" biblioteket har fået fra en kult, som jeg ikke vil reklamere for her. - En gave som giveren forestiller sig kan stå mellem etikbøgerne på DK5 gruppe 15.2. Der er i nærheden af en hyldemeter i kassen hvilket ville være ret overvældende når gruppe 15.2 på dette bibliotek i sig selv ikke fylder mere en ca. 2 meter.

Nu er jeg tilfældigvis fagreferent for science-fiction genren og egentligt ville bøgerne i mine øjne passe bedre her. Niveauet af psykologiske indsigt i bøgerne er sådan cirka på linie med Asimovs: "Foundation" eller Frank Herberts: "Dune", hvilket er ok for et science-fiction værk, omend handlingen nok er mere sammenhængende og fængende i de 2 sidstnævnte serier. Ved nærmere eftertanke hører "gaven" måske nærmere hjemme i rollespilsgenren.

Ved du hvad jeg hentyder til?, og kunne du tænke dig at få lidt perspektiv på sagen kan jeg varmt anbefale En koncern af aliens af Tom Thygensen Fredriksen.

Nu er jeg ikke fagreferent for gruppe 15.2 men var det mig der skulle tage valget ville jeg sende skidtet tilbage uåbnet, eller blot tage det med i næste års sankthansbål.

Af eller ud -vikling

Blot et par strøtanker om Integra, udvikling generelt og troen på udviklingen: Har du hørt udtrykket: "Ikke at tage et valg er også et valg"? Ifølge buddhistisk filosofi findes der intet som er statisk: Alt må altså forandre sig med tiden. Men kernen i spørgsmålet er hvordan tingene forandrer sig!

Tingene må vel enten forfalde eller udvikle sig.. Hvis ikke du vælger at vedligeholde eller udvikle, er det altså forfaldet som sejrer. Den populære tolkning af entropiloven synes iøvrigt at sige noget lignende: Det er kaos som sejrer i sidste ende - Det er kun mennesket og dets orden som holder kaos i skak.

Gør du ikke et valg vælger du forfald!

- og så er det op til dig om du kan fortrænge forfaldet, eller leve med det. Jeg er f.eks. snart "fyrre fed og færdig", og det forsøger jeg at fortrænge (o:. Men jeg tror på fremskridtet: Jeg tror på udviklingen. Jeg har en naiv tro på at en opdatering af Integra (vores bibliotekssystem) kun kan gøre skidtet bedre. Men efter den seneste opdatering burde jeg efterhånden være blevet klogere. På den anden side er glemsel og forfald måske slet ikke så slemt.

Man siger at "alle vil udvikling, men ingen vil forandring" - Efter nærmere omtanke tror jeg faktisk at det ligger mere i vores natur at leve med den forandring som forfaldet giver, end den forandring som udviklingen giver. Men det kan også være at det slet ikke et spørgsmål om forfald eller udvikling, men blot - om hastighed, hvor forfaldet har sin egen rolige hastighed så er udvikling ofte forceret: Der følger så at sige et pres med, som nogle mennesker måske ligefrem hilser velkommen, mens det stresser andre. Og så alligevel: Forfald kan jo også være stressende - hvis man nu ikke har tid at vedligeholde sagerne.

Om ændringerne er ønskelige eller ej, må på den anden side også spille en væsentlig rolle - og om hvorvidt man har indflydelse på dem eller ej. Og i sidste ende er det nok et sammensurium af alle de nævnte ting som er bestemmende for hvor stressede vi bliver.

Med hensyn til udviklingen af Integra, så er der nok mange som foretrækker at det forbliver uændret - så man undgår at skulle bruge tid på at lære de nye funktioner at kende. Men inden længe vil Integra blive ændret totalt. Det er på høje tid med en total opdatering, set fra en teknisk synsvinkel; da Integrasystemet er to platforme bagud - Det er så at sige ikke engang et rigtigt windowsprogram, og nu vil de springe windowsplatformen over, og istedet satse på en webbaseret platform.

Men det vil helt sikkert stresse en masse biblioteksansatte - og enkelte så meget at de vælger at gå på pension tidligere end de måske havde planlagt, da ens alder synes at have en del at gøre med ens forandringsparathed.

Det som jeg savnede i den nye opdatering var en indflydelse på systemets indstillinger - sådan at jeg kunne slå udprintningen af meddelelsen om at et materiale "tilhører et andet udlånsområde" fra. Om der er en overordnet politisk grund til at udprintningen ikke kan slås fra, eller om det er en fejl i designet er for så vidt ligegyldigt.

Manglende indflydelse stresser

Tango, Tango

Der findes masser af materialet om Argentinsk tango på nettet, men der har dog i den grad manglet en god tangoradio.

Siden jeg fik min "Creative Zen V" mp3 afspiller og installerede det medfølgende program; ZENcast organizer har jeg dog haft glæde af et udemærket tangopodcast, og da jeg tilfældigvis besøgte den hjemmeside der reklameres for i podcastet fandt jeg følgende widget:

Get this widget!

Visit the Widget Gallery

Den er leveret af et firmaet SpringWidget som har et helt galleri af forskellige widgets, se f.eks. denne widget med marilyn Monroe citater: http://www.springwidgets.com/widgets/view/11008, og hvis du giver dig tid til at undersøge siden, falder du sikkert også over en "corny" benlampe!!
Hvis du vælger at afspille et nummer på listen over tangoudsendelser skal du ikke undre dig over om det tager et stykke tid før den går igang med at afspille. Før afspilningen går igang bliver hele nummeret downloadet. Der er altså ikke tale om at udsendelsen bliver streamet hvilket er ret godt, i dette tilfælde, da båndbredden fra Argentina generelt er ret dårlig.

Et særligt sted i helvede

Der findes et særligt sted i helvede for kvinder -
som ikke vil indkøbe "historien om det danske rekylgevær"
til bibliotekets samling!!

Det kan dårligt være nogen hemmelighed at bibliotekerne er en kvindearbejdsplads, og at dette faktum i en vis udstrækning har en indflydelse på materialevalget. Jeg er mandlig bibliotekar og jeg kan godt lide heavyrock, computerspil, actionfilm, bøger om modelbåde og bådbygning og jeg synes at jeg ser nogle klare tendenser til at der er væsentligt flere bøger i de emnegrupper som traditionelt interesserer kvinder, - end i grupper som primært interesserer mænd.

Nu bevæger jeg mig bevidst ud i en sammenligning som måske vil provokere dig, og du skal være velkommen til at kommentere bramfrit! Jeg håber at skabe debat, så jo flere kommentarer jo bedre:

Hvis du er bibliotekar så ved du hvad der står på dk5 gruppe 64.6 - Jeg har så lavet en søgning i Integra på dk=64.6? og det gav 885 poster. Det har ikke været let at finde en tilsvarende gruppe som primært interesserer mænd, men lad os nu bare prøve med gruppe dk=69.2? som gav 229 poster hvilket da er udtryk for en vis skævhed (o;.

På den ene side er den mængde af bøger som vi i materialevalget kan vælge mellem et udtryk for hvad der er på bogmarkedet, men på den anden side er udvalget på bogmarkedet et udtryk for hvad folk efterspørger: Det er altså muligt at en del af skævheden kan forklares med at der ikke er lige så stor efterspørgsel på "gør det selv" bøger, som der er på håndarbejdsbøger, men jeg er ret sikker på at kønsskævheden også har en vis betydning!?

Kvinders kulturvaner er anderledes og de bruger flere kulturtilbud, så hvis der er flere kvindelige lånere på biblioteket skal bibliotekets udvalg vel også afspejle det, eller hva?

Og hvad så?
- Er det som det skal være, eller burde det være anderledes?
- Hvordan sikrer man evt. et materialevalg som ikke er udtryk for et feminint verdensbillede?
- Skal vi acceptere at der er en skævhed i hvem der bruger biblioteket og tilpasse udvalget efter det, eller skal vi omvendt tilpasse udvalget så det evt. kan tiltrække flere mænd?

Any comments!?

Hvad bringer fremtiden

Det er skønt med nyt legetøj, og der kommer jo konstant nye ting frem som måske bliver et hit eller måske forsvinder i glemslen.
- Jeg købte mig f.eks. en MiniDisc optager og et minianlæg med MiniDisc for 5 år siden, og MiniDisc formatet er nærmest forsvundet helt fra markedet idag, øv!.

Mit bud på et par teknologier som måske bliver et hit er altså fremtidsforskning i lommeformat: Produkterne eksisterer, men da de ikke har nået kritisk masse ligger det noget ude i fremtiden før den almene forbruger ser dem..

Qik - se hvad der sker!
Live video fra din telefon. - Med Qik (Quick forkortet) installeret på din telefon kan du streame video direkte fra din telefon til Qiks hjemmeside. Forestil dig at du tilfældigvis var på stedet da muren faldt i Berlin eller en lignende begivenhed og at du er udstyret med en moderne mobiltelefon med Qik installeret sådan at du kan vise verden hvad der sker, når det sker.
Der er flere interessante egenskaber ved Qik: a. Du kan filme lige så længe der er batteri nok i din telefon, fordi videoen ikke skal lagres på telefonen men bliver sendt videre med det samme. b. Dine videoer kan vises på din blog, FaceBook mm. c. Qik fungerer sammen med Google Maps, sådan at du kan få et overblik over hvor i verden der afsendes video fra.

Der er dog også et par svagheder: a. Du skal først og fremmest have en telefon i stil med iPhone eller Nokia s60 som koster i nærheden af 5000 kr uden abonnement, b. Selvom folks liveoptagelser varer helt op til 1/2 time er sandsynligheden for at du tilfældigvis bruger sitet på det tidspunkt hvor tingene sker minimal. c. Vi er så forkælede mht. hastigheden af sceneskift mm. at de fleste nok mister interessen for en given video indenfor de første 10 minutter.

Ushahidi
Ushahidi betyder vidnesbyrd på Swahili og dette system ligner på mange måder Qik - man kunne sige at det var en low-tech udgave af samme service. Brugergrænsefladen som ses på hjemmesiden er et Google Maps kort med en masse små ikoner eller waypoints som symboliserer forskellige hændelser.

På billedet herover kan du se at der sker en masse ting i Kenya. Systemet er fokuseret på områder i konflikt. I første omgang koncentrere det sig om Kenya, men med tiden kan det bruges i andre lande også. Det fine ved Ushahidi er at det fungerer fra alle mobiltelefoner uden at der skal installeres noget program, hvilket sikrer at alle som kan stave og finde ud af at sende en sms i teorien kan give sit besyv med. Mens Qik er et kommercielt produkt, er Ushahidi gratis og drevet af NGOere som forsøger at finde bekræftelse på de rapporter som kommer ind via systemet.

Hvis Ushahidi og lignende systemer forstår at gruppere rapporterne i hændelsesforløb sådan at de gensidigt kan bekræfte hinanden, og det lykkes dem at lave en intuitiv brugergrænseflade, tror jeg virkelig at det kan blive et hit. Hvis ikke "slyngelstaterne" kan sætte en stopper for ushahidi trafikken har systemet et kollosalt historisk potentiale.

Den primære kilde til denne artikel: Ten web startups to watch.

#26 Mindmaps et læringsobjekt

På IKT uddannelsen på ITU taler man blandt mange spændende ting, om læringsobjekter. Det jeg husker om læringsobjekter er at de er medier for læring, og at der kan knytte sig nogle pædagogiske metoder eller blot nogle tanker om mål og middel til sådan et objekt.

Det fine ved snakken om læringsobjekter er at det er med til at hive al snakken om elæring ned på et instrumentelt niveau. - Hvilke objekter eller virkemidler har vi til rådighed, og hvordan bruger vi dem bedst muligt.

Jeg har snakket med Kalle Nielsen fra Randers bibliotek om at vi kunne lave et repository - et katalog over læringsobjekter til brug for moodle baserede kurser, omend der ikke er noget ivejen for at lave et generelt katalog som så kunne rumme alle former for læringsobjekter til brug på webbaseret læring generelt.

Mindmaps
Jeg kender mindmaps fra Tony Buzans bog "Brug hjernen bedre", som jeg iøvrigt varmt vil anbefale. Artiklen på 23ting-plus.blogspot.com nævner at der findes en lang række programmer til at lave mindmaps i. Mindmaps er en notatteknik og som sådan fungerer det bedst "live" med farvetush og papir, men hvis man i anden omgang får behov for at gemme "kortet" og evt videreformidle det så er freemind et udemærket gratisprogram som hermed anbefales, men Mindmodo fra ting 26 er også en virkelig feeed applikation når videreformidling er på tale.

Som mange af de andre af de 23ting kan man indsætte kode til at vise en widget på sin blog, og jeg fandt faktisk tilfældigvis et mindmap over læringsobjekter som jeg vil forsøge at vise herunder: (Jeg krydser mine fingre mens jeg paster skidtet ind)

Øv... Koden virker ikke, men du kan se det her! Du kan udfolde de yderste grene ved at klikke på det lille plustegn.

Gracenote hjælper med genren

- En artikel om musikinformation leveret af musikdatabaser og - om hvordan man kan organisere sin musik i en mappestruktur.

I forbindelse med digitaliseringen af hele min musiksamling brugte jeg en hurtig og enkel ripper som hed CDex til at rippe CDerne. CDex lavede en mappe for hver kunstner og heri en undermappe for hvert album af kunstneren. Da jeg havde digitaliseret 2/3 dele af samlingen indså jeg at antallet af kunstnermapper blev for stort - Stifinders svartider stiger jo flere undermapper der er i en mappe, så for at nedbringe antallet af undermapper i hver mappe, måtte jeg organisere det på en anden måde.

Derfor startede jeg på manuelt at flytte kunstnermapperne ind i nogle genre mapper som jeg oprettede på skrømt efterhånden som der blev brug for dem. Det viste sig dog at være temmelig svært at finde en passende genre til mange af kunstnerene. Jeg blev dog færdig og havde glæde af det et stykke tid før jeg installerede iTunes.

iTunes er på mange måder et fremragende program, men da jeg satte programmet til at hente albumbilleder og supplere med div. albumoplysninger fik jeg da godt nok noget af et shock: iTunes havde omorganiseret hele min fine mappestruktur sådan at der var blevet oprettet en undermappe for hver kunstner som var på et givent album. "The duets" af Tom Jones and Friends var således blevet opdelt i 10 mapper - een mappe for hvert nummer hvor Tom Jones synger med en ny kunstner. - Og væk var min fine orden, som ikke kunne genetableres.

Musikafspillerene som iTunes og Windows Mediaplayer samt alle ripperprogrammerne som f.eks. CDex henter informationen om de forskellige CDere på musikdatabaser som Gracenote og CDDB, men der findes over 40 forskellige musikdatabaser. Når du ripper en CD, og programmet meddeler at det ikke kan finde information om CDen, er det altså en god ide at prøve at rippe den med et andet program, som bruger en anden database.

Det kunne ikke komme på tale at bruge iTunes til at rippe med - jeg havde fået nok, så istedet fandt jeg Quintessential Player som bruger Gracenote, og da jeg jeg rodede lidt med opsætningen af mappe og filnavne opdagede jeg at man også kunne få programmet til at lave genre mapper.

Det mappehieraki som Quintessential Player lavede var genre/kunstner/albums/nummer.mp3. Nu er de fleste musikdatabaser baseret på at det er brugerne som indtaster oplysningerne for en given CD, som ikke i forvejen er i databasen. Konceptet blev opfundet i 1993, og var som sådan sandsynligvis den første brug af noget der ligner social tagging. - Med de styrker og svagheder som det nu giver: Genreopdelingen er ikke perfekt, men efter en smule oprydning - i højeste grad brugbart.

Man kan, ind imellem, spørge sig selv om det giver mening at skrive artikler til en blog, som måske ikke har nogen læsere.. Jeg lærer dog hele tiden noget nyt når jeg laver research til artiklerne, og for mig er det grund nok til at fortsætte.

Kan vi stole på Google

Søndag d. 8 juni 2008 havde Jyllands-Posten en helsides artikel om Google i indlægget "Indblik", med samme titel som artiklen her. For almindelige brugere af internet og Google kan artiklen sikkert opfattes som afskrækkende. Det er sundt og godt med en kritisk sans for hvad man møder på nettet, men artiklen synes mere som en skræmmekampagne, end et reel forsøg på oplysning.

Nick Davies bog "Flat Earth News" nævner blandt andet at moderne journalister er så presset tidsmæssigt, at de ofte ukritisk kopierer materiale - uden at lave deres egen supplerende research, hvilket betyder at de spreder urigtige oplysninger. Der nævnes f.eks. i artiklen at en Cookie er et stykke software der genkender hvilke sider en given bruger besøger. En Cookie er et lille tekstdokument som ikke har det fjerneste at gøre med software. Måden det er formuleret på i artiklen giver det indtryk at Cookien aktivt spionerer på brugerens adfærd, hvilket altså er forkert. Hjemmesider som lægger cookies på brugerens maskine kan kun læse og skrive i de Cookies som de selv har lavet, hvilket betyder at de kun kan "spionere" på hvad brugeren laver mens de besøger den aktuelle side. Så hvis man taler om "spionage", er det altså en yderst begrænset og passiv form for spionage.

- Google er dog i den situation at de kan "spionere" på hvad brugere søger på mens de bruger www.google.com, og de kan bruge denne information til at vise reklamer som er interessante for den "søgende" person. Og det er netop det der er kernen i deres forretning: De vil gerne vide hvad folk interesserer sig for, for at kunne vise interessante reklamer. Og det kan jeg egentligt ikke se noget odiøst i: Jeg vil da hellere have vist reklamer for robotter, computere og andet interessant legetøj, end garn og strikkeopskrifter. Og netop Google er da ikke de værste til at overhælde pladsen på mit skærmbillede med reklamer.

Endelige lever vi i et kapitalistisk samfund og vi er alle forbrugere - om vi så kan lide det eller ej. Google er en forretning, og som forretning skal de tjene penge; og netop strategien med at sætte noget gratis til rådighed for så at tjene penge på reklamer er nok den allermest udbredte strategi på nettet, så om man har noget imod den kan man lige så godt lukke sin internetforbindelse.

Og endelig skal vi vel ikke stole mere på Google end vi gør på Mærsk eller Bill Gates (Microsoft). Hvis du interesserer dig for Google og problematikken om hvorvidt vi kan stole på dem, kan du læse mine andre artikler: Interesser i strid, Google vil erobre verden, "iPod, iGoogle, iFrame, iScream", Genveje til Google.

Picasa ka trylle

Hvis du har en hel kage som vejer 100 gram og du så skærer præcist halvdelen væk - hvormange gram vil den resterende halvdel så veje?

100 gram, ifølge picasa. - Altså det rene trylleri.

I picasa kan du beskære billeder og selv om du skærer hele 99 procent væk, har billedet stadig samme filstørrelse.

Filstørrelser
Når man gør et billede klar til brug på nettet er et af målene at gøre filstørrelsen så lille som mulig, og det gør man ved at "resize" det (gøre det mindre), men man kan også beskære det sådan at der kun kommer det nødvendige udsnit med, og endelig kan man øge komprimeringen på jpg og gif filer.

Snak om dimensioner
Et 3 megapixels digitalkamera laver billeder på 1920 x 1600 pixels, men dimensionerne på de fleste skærme er på 1280 x 1024 pixels eller mindre. Og hvis billederne f.eks. skal bruges på en blog, så er bredden på dette tekstfelt 460 pixels, og billeder med kagerne er f.eks. 200 x 300 pixels. Se evt. min introduktion til grafik på 23teknik.blogspot.com. - Sagen er altså den, at de fleste digitalkameraer idag laver langt større billeder end det er nødvendigt for brug på nettet, og at du derfor altid vil skulle redigere et billede til brug på nettet - Hvis du da ikke ligefrem har sat dit kameras opløsning ned.

Kedeligt trylleri
Jeg er glad for picasa, og bruger det meget, men netop den måde programmet behandler billeder på - synes jeg er uheldig: I picasa ser det ud som det skal efter redigeringen, men kikker man på billedet i stifinder (explorer) er billedet uændret. - Ændringerne i billedet er altså blot gemt som tekst i en tekstfil kaldet picasa.ini, og beskæringen gør sig kun gældende for de billeder man uploader til picasa web album. - Man kan altså ikke umiddelbart viderebearbejde resultatet i et andet program, eller bruge det redigerede billede i word eller lignende..


På disse 2 thumbnails fra dels stifinder og picasa kan du se at filnavnet er det samme hvilket viser at det er samme billede; men picasa viser en version som dels er roteret 90 grader, og dels er blevet kraftigt beskåret. Mens stifinder viser billedet som det er og som det vil være hvis du åbner det i alle andre programmer end Picasa.

Alternative programmer
Paint Shop Pro er utvivlsomt det bedste program til billedredigering - i et tilgængeligt prisleje. Man kan dog også klare sig fint med gratis- programmerne Photofiltre og GIMP.

Artiklen senest redigeret d. 29-05-08

Interesser i strid

Skal internet være kommercielt eller ej? - Det er et spørgsmål der er delte meninger om: Nogle mener at et "ikke kommercielt" internet er en utopi, mens andre mener at de kommercielle interesser er i strid med internettets oprindelige ide.

Ligesom C. P Snow i tresserne inddelte humanister og naturvidenskabs- folk i 2 forskellige kulturer, kan man også inddele de kommercielle og "ikke kommercielle" kræfter i 2 kulturer:

Information wants to be free
Den "ikke kommercielle" kultur er primært præget af Open source og cyberpunk bevægelserne; grænserne er ikke skarpt optrukne mellem kulturene og ligesom C. P Snow; vil jeg heller ikke fremhæve den ene kultur som mere rigtig end den anden - Jeg tror at de er komplementære og at de bør eksistere side om side.
Hver kultur rummer dog både lovlydige og kriminelle elementer:
Den kriminelle del af den "ikke kommercielle" kultur bliver litterært kaldet for Cyberpunk subkulturen, beskrevet af William Gibson; hvor hackere og crackere gennem deres ulovlige aktiviteter hugger informationer, musik, film og programmer og udbreder dem gratis på nettet.
Den lovlige del af den "ikke kommercielle" kultur er blandt andet præget af Open source bevægelsen, som grundlæggende er dannet omkring en juridisk aftale med nogle spilleregler om hvordan man kan arbejde videre med hvad andre har lavet, og er som sådan helt legal. Mens "free content" og "free culture" også er legale bevægelser, men hvor der dog er klare græsrods elementer.
Selv om denne kultur ikke umiddelbart er kommerciel, er der dog flere eksempler på virksomheder som har sit afsæt her, og som kører efter devisen: "Information Wants To Be Free, But The Packaging Is Going To Cost You!". Enten deler de gratis ud af deres produkter og tjener penge på support og undervisning, eller også har de både gratisversioner af programmerne og versioner som koster penge: Flere af de store Linux distributioner kører på den måde. Men der er også masser af glade programmører som stiller deres "værker" til rådighed, som freeware, shareware, adware eller postcardware.

There Is No Such Thing As A Free Lunch
Den kommercielle kultur bygger på antagelsen om at der ikke findes noget gratis - at der altid vil ligge en eller anden form for egeninteresse i et udbud af produkter eller services. Jeg tvivler ikke på at internettet er et fremragende media at tjene penge på, men dot.com internetboblen, som jo sprang i 2000, var et eksempel på at forventningerne dog kan overdrives.
Den legale del af kulturen ser vi utallige eksempler på dagligt, og der er massevis af virkelig sympatiske forretninger som næppe kunne få success uden nettet. Den kommercielle legale internetkultur er nok meget mere synlig, og måske samtidig ubevidst hos de fleste, idet den jo nærmest er indbegrebet af den liberale politik som bærer vores samfund.
Den illegale del af kulturen er vi en hel del mennesker som desværre ser mere til end vi ønsker, fordi 95% af alle emails er spam. - Jo mere synlig en given emailadresse er på nettet, jo større sandsynlighed vil der være for at dens ejer modtager spam - jeg været systemadministrator for en international organisation som var meget synlig, og når det var værst var over 99% af alle emails spam. Men der er mange former for "kommerciel" kriminalitet på nettet, og specielt de kriminelle versioner af de 2 kulturer flyder sammen: Der er både hackere og crackere der "arbejder" mere for at tjene penge, end for et ideal om fri information, men det skulle ikke undre mig om de netop gemmer sig bag de "smukke" idealer.

The way of internet bizz
Skype er en millionforretning - og netop Skype integrerer de 2 kulturer på bedste vis: Softwaren er gratis og det er gratis at ringe til andre skypebrugere, men hvis du skal ringe til fastnettet koster det penge.
Google er også en millionforretning, og netop i 23ting projektet roder vi med en del af deres gratis services. Google tjener deres penge når deres "gratisbrugere" klikker på reklamer.
Experts Exchange er endnu en millionforretning som har en del danske kopier, hvor man gratis kan få IT support men hvor det koster penge, hvis supporten skal "leveres" med det samme.
Endelig er der SourceForge (Direkte oversat:KildekodeSmedie) som gratis stiller serverplads til rådighed incl. en masse services for folk som ønsker at udvikle Open Source programmer, og på den anden side kan almindeligt dødelige, som du og jeg, gratis downloade de godt 174111 projekter. SourceForge.inc har en række hjemmesider - nogle taber de penge på, andre tjener de penge på - jvf. gyngerne og karrusellerne. Også SourceForge er en million $ forretning.

Sidste pip angående uge 4

Det er fredag eftermiddag i Uge 4 af de 23 uger, jeg har egentligt fyraften lige nu, og jeg sidder da også her i delekontoret - helt alene. Jeg havde ingen erfaring med overskrift.dk og technorati.com da vi startede i mandags. Gennem tiden har jeg derimod rodet med masser af RSS programmer og abonneret på en masse feeds, men hvorom alting er, så har det aldrig rigtig været noget som jeg er vendt tilbage til.

Det må vel være et spørgsmål om temperament og måden at forbruge information på, om man kan bruge RSS feeds eller ej?!

Jeg sluger en hulens masse information dagligt, da jeg både er ubændigt vidensbegærlig og har en masse interesser, som jeg holder mig opdateret indenfor. Feed læsere, om det så er dem der er indbygget i dit email program eller din browser, på nettet som reader.google.com eller dedikerede programmer som Juice, leverer information på en måde, som kaldes "Push" - informationen bliver så at sige "skubbet" til mig: Jeg skal ikke yde en aktiv indsats for at indhente den.

Det problem, som jeg har, med Push leverance af information, er at du så at sige ikke udvælger hvad der kommer, du kan højst vælge det overordnede emne, eller en given leverandør. Min eksperimenteren med overskrift.dk og technorati.com gav mig over 30 interessante RSS feeds, som var virkelig interessante, men jeg har ikke tid til at gennemse alle de artikler de kan producere.

Jeg bruger derimod serendipitet og målrettede søgninger, når jeg vil opdateres - de 2 søgnings taktikker ligger nærmest i hver sin ende af skalaen om hvor struktureret søgningerne er: Serendipitet eller serendipity er ikke på nogen måde struktureret - jeg lader simpelthen tilfældet råde, og falder så faktisk ind imellem over ting, og sager som virkelig "rammer et tørt sted".
Mens serendipitet mest gør sig gældende, mens jeg ikke har et klart defineret informationsbehov, er den strukturerede søgning om ikke nødvendigvis udtryk for et klart defineret informationsbehov, - så I hvert fald en bevidst og strukturet måde at skærpe bevidstheden på..

Havde technorati.com været dansk, ville overskrift.dk ikke have en chance. I technorati.com kan du definere lige så mange søgninger, som du lyster - og ikke kun 3, som i overskrift.dk. Technoratis top 100 liste og "Authority indexet" er intet mindre end genialt: Det som er det store problem ved alle de millioner blogs technorati indexerer, er jo at en skræmmende stor procentdel af dem er det rene vrøvl og spild af tid. Med top 100 listen, og autoritets klassifikationen kan man filtrere det værste væk, og "gud-ske-tak-og-lov" for det!!

Feed Me, Feed Me

Monsteret i blomsterbutikken sagde Feed me, Feed me, og den var en glubsk satan, men hvis vi holder os til de feeds vi finder på internet, er der intet farligt ved dem: - Det er en simpel tekstfil, som dels læses af feedreaders som nu f.eks. Google Reader, og dels kan læses og indekseres af tjenester som overskrift.dk, technorati.com etc. etc.

Hvis du gerne vil have en mere teknisk og uddybende forklaring på hvordan tingene fungere, har jeg netop "udgivet" en artikel om det på 23teknik.blogspot.com!!

RSS er forkortelsen for "Really Simple Syndication" eller "Rigtig Simpel Syndikering", men man kan også forstå det som "Rich Site Summary" - begge måder beskriver forekellige sider af hvad det handler om:
A: At syndikere står for det med at man kan inkludere andres artikler på sin egen side ved at bruge indholdet fra ovennævnte tekstfil. - Det er det der blandt andet sker på technorati.com - læs eventuelt min tidligere artikel på denne side, om Rigtig Simpel Syndikering.
B: Det Rige Side Summarium beskriver indholdet af ovennævnte tekstfil. Den indeholder nogle gange hele artiklerne, og andre gange blot et kort referat. RSS tekstdokumentet bliver som regel opdateret automatisk, når der laves ændringer på den side, som den summerer.

Nu taler vi så en hel del om blogs og RSS feeds - som om de hører sammen, men man kan lave RSS feeds ud fra alle former for hjemmesider, - ud fra hele hjemmesider, eller blot fra sektioner
af dem. Om man så er skruet sådan sammen at man kan bruge den måde at få information på, er jo i sidste ende et spørgsmål om temperament.

RSS = Rigtig simpel syndikering

Indrømmet; den rigtige oversættelse af RSS, er Really Simple Syndication. Men når man slår syndikering op i Wikipedia, og her læser at syndikering Citat: er en publiceringsaftale, der muliggør udgivelse af det samme materiale i flere forskellige medier, så giver den danske oversættelse bedre mening. En RSS kilde kalder man ofte et RSS feed.

RSS set fra udgiverens side:
Som udgiver af et RSS feed, tillader man altså for det første at andre bruger ens artikler på deres hjemmesider og for det andet; at de abonnerer på RSS feedet, og hermed kan læse artiklerne direkte fra kilden. I kollonnen til højre, har jeg f.eks. brugt et RSS feed fra Bibliotekernes netguide, og på 23teknik.blogspot.com har jeg ligeledes indsat et RSS feed, men her er det denne blog, som er kilden til materialet.

RSS set fra brugerens side:
Hjemmesider som ofte opdateres; f.eks. Danmarks Radios nyheds- service, tilbyder som regel eet eller flere RSS feeds. Med en RSS læser kan du abonnere på ligeså mange feeds, som du kan overskue, og på denne måde kan du altså samle information, fra alle de hjemmesider, som du normalt skulle checke enkeltvis, for at følge med - på eet sted: I RSS læseren.

Læs mere:
Wikepedias definition af RSS
Et dansk RSS katalog
Googles udemærkede RSS læser
Og endelig en række RSS læse programmer
Inden længe, vil jeg også skrive en lidt mere teknisk introduktion til brugen af RSS på 23teknik.blogspot.com

Google vil erobre verden!

Og hvad er der så galt ved at ville erobre verden?

Det ser jo umiddelbart uskyldigt ud: Google tilbyder en gratis søgeside som er kendetegnet ved at der ingen reklamer er på den, men tag ikke fejl: Google er en milliardforretning, og de tjener primært deres penge gennem reklamesalg.

- Microsoft har erobret verden for længe siden. Det som, i sidste ende, betyder noget er vel, hvordan virksomhederne bruger deres dominans på markedet. Microsoft er f.eks. ofte blevet anklaget for at bruge sin dominans til at presse deres egne programmer og programmerings-sprog ned over hovedet på folk. Tidligere har det f.eks. været svært at afinstallere internet explorer eller mediaplayer - produkter, som der findes mange mindst lige så gode alternativer til.

Monopoltilstande som Microsofts er problematiske, når det betyder at konkurrerende firmaer ikke kan overleve: Hvis først Microsoft opnår en total dominans (se statistik her)- slipper vi aldrig af med dem igen, og når først det er sket, kan firmaet sætte priserne som de vil. Prøv f.eks. at komme i tanke om hvormange versioner af windows, som du selv har arbejde med gennem tiden: Du kommer til at punge ud for hver generation af windows, og gennemsnitligt er versionerne skiftet hvert tredie år - siden 1985, hvor den første version udkom.

Amerikanerne har følgende udtryk: "There Ain't No Such Thing As A Free Lunch", hvilket betyder at intet er gratis. - Nok kan du få en gratis kuglepen, hjemmeside, email adresse eller smagsprøver, men i sidste ende gør virksomheder den slags, for at tjene penge.

Googles overordnede og langsigtede mål, er globalt at være en del af den process der foregår, fra at en forbruger inspireres til at købe noget, og indtil hun/han har købt det. En af de måder de kan gøre deres indflydelse gældende i processen, er gennem reklame. Og en del af de gratis services som de tilbyder, går simpelt hen ud på at aflure hvad folk interesserer sig for, for dermed at udsætte dem for alle de rigtige reklamer.

Og det kan man så gøre op med sig selv, om man synes er allright, eller ikke. Der er endnu en del at sige om Googles gøren og laden, så inden længe vil jeg skrive en artikel mere i min tekniske blog: 23teknik.blogspot.com

WeB LOG = blog

En blog er en samentrækning af ordene web og log. Du kender sikkert ordet skibs log -en bog, hvor styrmanden med jævne mellemrum nedskriver den aktuelle position og eventuelle oplysninger om hvad der sker.

På blogger.com kan du gratis oprette en blog, og det er i virkeligheden kun fantasien der sætter grænserne for hvad du kan bruge din blog til. Inden længe vil jeg lave en artikel om hvorfor Google sætter så mange ting gratis til rådighed, for som amerikanerne siger: "there ain't no such thing as a free lunch"

Når du er gået ind på blogger.com kan du frit vælge om du vil have en hurtig rundvisning (den store lyesblå knap) eller starte med at oprette din blog. Der findes masser af beskrivelser af hvordan du gør, så herunder vil jeg begrænse mig til at nævne de ting, som jeg har oplevet, folk har problemer med:

Visningsnavnet: kommer til at stå under hver artikel som du skriver, som en slags underskrift eller afsender.

Bekræftelse af ord: Google har haft problemer med at robot programmer automatisk oprettede en masse blogs, og derfor skal man nu indtaste de bogstaver der står på billedet, fordi robotterne ikke er så gode til at læse billeder. - Det er så at sige et forsøg på at holde robotprogrammer ude!

Servicevilkårene: Behøver du ikke læse; det er en lang kedelig smøre som på ingen måde forpligter til andet end at Google kan lukke bloggen, hvis du bruger den til porno eller lignende.

Blog titel: Er den titel, som vil komme til at stå øverst på bloggen. - Som forklarer forbipasserende surfere, om bloggens emne er interessant eller ej.

Blogadressen/url: - Er den adresse som folk skal huske, hvis de skal kunne gå ind på din blog. Min url er f.eks. indspark.blogspot.com, som du kan se i adresselinien herover.

Tryk så fortsæt, og nu kan du så skrive din første artikel!

23 tekniske ting..

Jeg startede på en artikel til denne blog om de lidt mere tekniske sider af gmail etc., men fandt undervejs ud af at artiklen blev lidt for teknisk i forhold til bloggen.

- Denne blog skal primært indeholde introduktioner, perspektiveringer og indhold af mere generel karakter. Derfor vil jeg netop oprettet endnu en blog, som helt og holdent kommer til at omhandle de lidt mere tekniske sider: 23teknik.blogspot.com (Håber at domænet ikke er optaget ;o))

En gratis email adresse

De fleste ved nok at Ofir, Jubii, Yahoo og hotmail udbyder gratis email adresser, og når nu to af dem er på dansk, kunne man med rette spørge hvad Googles emailservice skal gøre godt for.

For et par år siden, hvor googles mailservice (herefter kaldet gmail) var ny, var det store salgsargument at man fik 1000 megabytes (MB) til sin mailbox. - På samme tidspunkt havde yahoo og de fleste andre mailservices en begrænsning på mellem 4 og 20 MB. Idag er markedet noget mere broget: Ofir tillader 25 MB, Jubii - 300 MB, Hotmail - 5000 MB og Gmail - 6397 MB men den stiger konstant og endelig er der Yahoo som tilbyder "uendelig" meget plads. 25 MB plads er i underkanten til et moderne email forbrug - når der gerne skal være plads til billeder og andre vedhæftede filer, men Ofir vil da gerne sælge dig noget mere plads!

Yahoo har altså 2 fordele: det er på dansk og du har uendelig meget plads, men Gmail fås også på dansk, og jeg tror ikke at du nogensinde vil støde på Googles loft, som mens jeg skrev denne artikel, er steget med 0,5 MB. Men en email med denne artikel ville sikkert højst fylde en tiendedel af den halve megabyte.

Det bedste salgsargument for Gmail, er dog alle de gratis services som du får med. En dybere gennemgang, er der ikke plads til her, men jeg synes dog jeg vil nævne dem jeg er gladest for: picasaweb.google.com, www.blogger.com, docs.google.com og igoogle.com og så er der mulighed for at gemme sine favoritter på nettet, men toolbar.google.com kan også varmt anbefales.