fredag, marts 07, 2008

Sidste pip angående uge 4

Det er fredag eftermiddag i Uge 4 af de 23 uger, jeg har egentligt fyraften lige nu, og jeg sidder da også her i delekontoret - helt alene. Jeg havde ingen erfaring med overskrift.dk og technorati.com da vi startede i mandags. Gennem tiden har jeg derimod rodet med masser af RSS programmer og abonneret på en masse feeds, men hvorom alting er, så har det aldrig rigtig været noget som jeg er vendt tilbage til.

Det må vel være et spørgsmål om temperament og måden at forbruge information på, om man kan bruge RSS feeds eller ej?!

Jeg sluger en hulens masse information dagligt, da jeg både er ubændigt vidensbegærlig og har en masse interesser, som jeg holder mig opdateret indenfor. Feed læsere, om det så er dem der er indbygget i dit email program eller din browser, på nettet som reader.google.com eller dedikerede programmer som Juice, leverer information på en måde, som kaldes "Push" - informationen bliver så at sige "skubbet" til mig: Jeg skal ikke yde en aktiv indsats for at indhente den.

Det problem, som jeg har, med Push leverance af information, er at du så at sige ikke udvælger hvad der kommer, du kan højst vælge det overordnede emne, eller en given leverandør. Min eksperimenteren med overskrift.dk og technorati.com gav mig over 30 interessante RSS feeds, som var virkelig interessante, men jeg har ikke tid til at gennemse alle de artikler de kan producere.

Jeg bruger derimod serendipitet og målrettede søgninger, når jeg vil opdateres - de 2 søgnings taktikker ligger nærmest i hver sin ende af skalaen om hvor struktureret søgningerne er: Serendipitet eller serendipity er ikke på nogen måde struktureret - jeg lader simpelthen tilfældet råde, og falder så faktisk ind imellem over ting, og sager som virkelig "rammer et tørt sted".
Mens serendipitet mest gør sig gældende, mens jeg ikke har et klart defineret informationsbehov, er den strukturerede søgning om ikke nødvendigvis udtryk for et klart defineret informationsbehov, - så I hvert fald en bevidst og strukturet måde at skærpe bevidstheden på..

Havde technorati.com været dansk, ville overskrift.dk ikke have en chance. I technorati.com kan du definere lige så mange søgninger, som du lyster - og ikke kun 3, som i overskrift.dk. Technoratis top 100 liste og "Authority indexet" er intet mindre end genialt: Det som er det store problem ved alle de millioner blogs technorati indexerer, er jo at en skræmmende stor procentdel af dem er det rene vrøvl og spild af tid. Med top 100 listen, og autoritets klassifikationen kan man filtrere det værste væk, og "gud-ske-tak-og-lov" for det!!