fredag, juni 13, 2008

Gracenote hjælper med genren

- En artikel om musikinformation leveret af musikdatabaser og - om hvordan man kan organisere sin musik i en mappestruktur.

I forbindelse med digitaliseringen af hele min musiksamling brugte jeg en hurtig og enkel ripper som hed CDex til at rippe CDerne. CDex lavede en mappe for hver kunstner og heri en undermappe for hvert album af kunstneren. Da jeg havde digitaliseret 2/3 dele af samlingen indså jeg at antallet af kunstnermapper blev for stort - Stifinders svartider stiger jo flere undermapper der er i en mappe, så for at nedbringe antallet af undermapper i hver mappe, måtte jeg organisere det på en anden måde.

Derfor startede jeg på manuelt at flytte kunstnermapperne ind i nogle genre mapper som jeg oprettede på skrømt efterhånden som der blev brug for dem. Det viste sig dog at være temmelig svært at finde en passende genre til mange af kunstnerene. Jeg blev dog færdig og havde glæde af det et stykke tid før jeg installerede iTunes.

iTunes er på mange måder et fremragende program, men da jeg satte programmet til at hente albumbilleder og supplere med div. albumoplysninger fik jeg da godt nok noget af et shock: iTunes havde omorganiseret hele min fine mappestruktur sådan at der var blevet oprettet en undermappe for hver kunstner som var på et givent album. "The duets" af Tom Jones and Friends var således blevet opdelt i 10 mapper - een mappe for hvert nummer hvor Tom Jones synger med en ny kunstner. - Og væk var min fine orden, som ikke kunne genetableres.

Musikafspillerene som iTunes og Windows Mediaplayer samt alle ripperprogrammerne som f.eks. CDex henter informationen om de forskellige CDere på musikdatabaser som Gracenote og CDDB, men der findes over 40 forskellige musikdatabaser. Når du ripper en CD, og programmet meddeler at det ikke kan finde information om CDen, er det altså en god ide at prøve at rippe den med et andet program, som bruger en anden database.

Det kunne ikke komme på tale at bruge iTunes til at rippe med - jeg havde fået nok, så istedet fandt jeg Quintessential Player som bruger Gracenote, og da jeg jeg rodede lidt med opsætningen af mappe og filnavne opdagede jeg at man også kunne få programmet til at lave genre mapper.

Det mappehieraki som Quintessential Player lavede var genre/kunstner/albums/nummer.mp3. Nu er de fleste musikdatabaser baseret på at det er brugerne som indtaster oplysningerne for en given CD, som ikke i forvejen er i databasen. Konceptet blev opfundet i 1993, og var som sådan sandsynligvis den første brug af noget der ligner social tagging. - Med de styrker og svagheder som det nu giver: Genreopdelingen er ikke perfekt, men efter en smule oprydning - i højeste grad brugbart.

Man kan, ind imellem, spørge sig selv om det giver mening at skrive artikler til en blog, som måske ikke har nogen læsere.. Jeg lærer dog hele tiden noget nyt når jeg laver research til artiklerne, og for mig er det grund nok til at fortsætte.

tirsdag, juni 10, 2008

Kan vi stole på Google

Søndag d. 8 juni 2008 havde Jyllands-Posten en helsides artikel om Google i indlægget "Indblik", med samme titel som artiklen her. For almindelige brugere af internet og Google kan artiklen sikkert opfattes som afskrækkende. Det er sundt og godt med en kritisk sans for hvad man møder på nettet, men artiklen synes mere som en skræmmekampagne, end et reel forsøg på oplysning.

Nick Davies bog "Flat Earth News" nævner blandt andet at moderne journalister er så presset tidsmæssigt, at de ofte ukritisk kopierer materiale - uden at lave deres egen supplerende research, hvilket betyder at de spreder urigtige oplysninger. Der nævnes f.eks. i artiklen at en Cookie er et stykke software der genkender hvilke sider en given bruger besøger. En Cookie er et lille tekstdokument som ikke har det fjerneste at gøre med software. Måden det er formuleret på i artiklen giver det indtryk at Cookien aktivt spionerer på brugerens adfærd, hvilket altså er forkert. Hjemmesider som lægger cookies på brugerens maskine kan kun læse og skrive i de Cookies som de selv har lavet, hvilket betyder at de kun kan "spionere" på hvad brugeren laver mens de besøger den aktuelle side. Så hvis man taler om "spionage", er det altså en yderst begrænset og passiv form for spionage.

- Google er dog i den situation at de kan "spionere" på hvad brugere søger på mens de bruger www.google.com, og de kan bruge denne information til at vise reklamer som er interessante for den "søgende" person. Og det er netop det der er kernen i deres forretning: De vil gerne vide hvad folk interesserer sig for, for at kunne vise interessante reklamer. Og det kan jeg egentligt ikke se noget odiøst i: Jeg vil da hellere have vist reklamer for robotter, computere og andet interessant legetøj, end garn og strikkeopskrifter. Og netop Google er da ikke de værste til at overhælde pladsen på mit skærmbillede med reklamer.

Endelige lever vi i et kapitalistisk samfund og vi er alle forbrugere - om vi så kan lide det eller ej. Google er en forretning, og som forretning skal de tjene penge; og netop strategien med at sætte noget gratis til rådighed for så at tjene penge på reklamer er nok den allermest udbredte strategi på nettet, så om man har noget imod den kan man lige så godt lukke sin internetforbindelse.

Og endelig skal vi vel ikke stole mere på Google end vi gør på Mærsk eller Bill Gates (Microsoft). Hvis du interesserer dig for Google og problematikken om hvorvidt vi kan stole på dem, kan du læse mine andre artikler: Interesser i strid, Google vil erobre verden, "iPod, iGoogle, iFrame, iScream", Genveje til Google.